Patrick og Mette anbefaler til sommerlæsningen
Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her når vi hver uge i ferien anbefaler vores egne favoritter til sommeren.
Af Inge Hvingelby Wittorff Olesen
Patrick anbefaler
”Dukken der blev væk” af Elena Ferrante
Leda er på strandferie, og uden helt at forstå hvorfor, ender hun en dag med at stjæle en lille piges dukke. Begivenheden kaster hende ud i et psykisk kaos, der tvinger hende til at reflektere over sig selv og forholdet til sine voksne døtre. Den lille piges familie gemmer imidlertid også på nogle dystre hemmeligheder. Og inden længe hvirvles alting sammen i en psykologisk – gordisk – knude.
”Analogiseringsstyrelsen” af Jesper Balslev, mfl.
Er du også træt af den altopslugende digitalisering? Savner du at tale med et rigtigt menneske, når du har spørgsmål til det offentlige? Så er du ikke alene! Analogiseringsstyrelsen er en selverklæret søster-styrelse til Digitaliseringsstyrelsen. Den forsøger at fremhæve værdien i det analoge liv, hvor mødet mellem mennesker og de analoge løsninger er i centrum.
”Kundskabens frugt” af Liv Strömquist
Liv Strömquist fortæller humoristisk og klogt om blikket på kvindens krop og seksualitet gennem tiden. For eksempel om hvordan mænd har villet styre kvinder og deres drifter. Her kan i flæng nævnes morgenmadsmorgulen Kellog, der – ud over at lave corn flakes – også for enhver pris ville forhindre kvinder i at onanere. Bogen er hurtigt blevet en klassiker inden for genren ”graphic novel”.
Mette anbefaler
Farvetrilogi (Film) af Krzysztof Kieslowski
Blå – hvid – rød. Du så måske den polske filminstruktør Krzysztof Kieslowskis filmtrilogi tilbage i 90´erne – og var begejstret. På bibliotekernes filmtjeneste, Filmstriben, kan du gense de tre film, hvis titler refererer til farverne i det franske flag, Le Tricolore. I hver af de tre film – eller måske snarere filmdigte – behandles de tre store begreber fra Den Franske Revolutions slagord: frihed, lighed og broderskab.
Erindringstrilogi af Kristian Leth
Opvækst, far-søn forhold, kærlighed, længsel og ensomhed. Det er nogle af de store temaer, der tages op i alle tre bind. Far Jørgen er æstetiker, siger Kristian, der selv ønsker at kigge dybere, forstå det bagvedliggende og med stort sprogligt overskud kommer i mål med læseværdige biografier, hvor enhver kan hente tankevækkende betragtninger om nogle af tilværelsens grundvilkår.
Kærlighedstrilogi af Jon Fosse
Hvis du er meget punktumbegejstret, så skal du ikke læse Jon Fosse. Hvis du derimod gerne vil lade dig glide med i en flydende tekst, der tager dig gennem et kærlighedsland og ud på nogle dybder, hvor hovedpersonerne ikke helt kan bunde, så er Nobelprisvinderens litteratur et must.