Alle

Torben, Michal og Maria anbefaler til sommerlæsningen

Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her når vi hver uge i ferien anbefaler vores egne favoritter til sommeren.

Af Inge Hvingelby Wittorff Olesen

Torben anbefaler

"Efter kort tids sygdom" af Laura Ringo

Seriøs, men også tragikomisk roman om kærlighed, kræft og optikerbranchen.  En forrygende balance, mellem alvor og sjov, med et, generelt, sympatisk og skævt persongalleri. Romanen er inspireret af hændelser i forfatterens eget liv og derfor skrev den næsten sig selv. En god roman i egen ret, men også en god bog, at starte svære samtaler om kræft med.

"Frøkens Sannoms vinger" af Lotte Garber

Stumfilmsstjernen og stuntkvinden Emilie Sannom var utrolig populær i det 20. århundredes tidlige år. Hun brød, nærmest ubevidst, grænser for hvad kvinder kunne og burde beskæftige sig med og var, selv med nutidens øjne, forbavsende moderne. Romanen er kun delvist biografisk, da den enlige mor var meget privat omkring sine personlige forhold. Lotte Garbers har tænkt og digtet smukt på det, der drev hende frem til en voldsom død i 1931.

"Jagten på den lille gedde" af Juhani Karila

Om politikvinden Janatuinen på jagt efter en mistænkt, Elina, der, til gengæld, mener, at det er livsvigtigt, at hun fanger titlens lille gedde. Det fører dem begge til et Lapland, der helt konkret, er befolket af samer, nøkker og skovtrolde, der uafladeligt blander sig i deres fisketur. Lun og skæv roman med knastør finsk humor, der uden anstrengelse, blander genrer i den mærkeligste fiskehistorie du kommer til at læse i år.

Michal anbefaler

"Mithos" af Kristian Leth

Er en fin fortælling i en velskabt fantasy verden. Videnskab, magi, religion og verdens undergang er de emner hovedpersonerne står over for. Samtidig skal de unge mennesker finde sig selv, kærligheden og Mithos. Historien kan både læses af unge og voksne.  

"Dæmoner" af Carina Evytt

Dæmoner er en psykologisk thriller fortælling spændende og velskrevet. Historien foregår i en lille landsby i Denmark, hvor storbypigen Izzy flygter til efter at komme ud af et voldeligt forhold. Straks møder hun den lokale landsbytosse og alt går galt. Som læser kommer man virkelig under huden på hovedpersonerne og de okkulte elementer gør fortællingen ikke mindre spændende.   

"Six of Crows" af Leigh Bardugo

"Six of Crows” er en serie i Leigh Bardugos Grisha-univers bestående af to fantastiske bøger.

Grisha-verden er kendt og elsket af mange, blandt andet er Netflix-serien ”Shadow & Bone” baseret på netop dette univers. 

”Kragernes kald” er en meget anderledes fantasyfortælling. Tænk Olsenbanden møder bandemiljøet i Birmingham i 30'erne og med en god portion magi. Ud over at historien er spændende, overraskende og virkelig godt skruet sammen, formår Leigh Bardugo at skabe nogle fantastiske og troværdige karakterer. 

En af de bedste moderne fantasy serier nogensinde. 

Maria anbefaler

"Ash Princess" af Laura Sebastian

Theo er en prinsesse, men for ti år siden blev hendes kongerige overtaget. Theo bliver holdt fanget af den nye Kejser, som et symbol på det gamle kongeriges undergang. Men en dag tændes en gnist i Theo, det er ikke længere nok kun at overleve. Spændende fantasy serie der indeholder magi, oprør og enemies to lover. 

"One Dark Window" af Rachel Gillig

Da Elspeth som lille pige kommer til at røre ved et magisk spillekort, får hun evigt selskab af et monster. Hun vil for alt i verden holde på sin hemmelighed, men da hun bliver voksen, og det ser ud til hun skal giftes med Kongens nevø, begynder monsteret at kigge frem. Gotisk romantasy som er værd at læse – eller lytte!

"Serpent and Dove" af Shelby Mahurin

Der er krig mellem heksene og kirken, og Louise er nødt til at gemme sig for begge parter.  En dag kommer Louise i håndgemæng med Reid- en af kirkens mænd, og det forandre hele hendes tilværelse. En medrivende fantasy om hekse, konspirationer og enemies to lover.