Sonja og Anne Cecilie anbefaler til sommerlæsningen
Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her når vi hver uge i ferien anbefaler vores egne favoritter til sommeren.
Af Anne Cecilie Holk Pedersen
Sonja anbefaler
”Min mor” af Trond Bredesen
En samling smukke og meget rørende illustrationer, der med ingen eller sparsom tekst tegner et billede af et menneske, der med sine sidste kræfter forsøger at holde fast i livet, men som mister grebet uden altid selv at opdage det.
”Flot Kronhjort” af Jesper Binzer i samtale med Jo Brand
Det er et portræt af en blødt og følsomt menneske, og hans vej gennem livet, insisterende på at være sig selv, på trods af hvad folk tror - og de tror mange ting om forsangeren fra DAD. Og så er der gode eksempler på hvordan musik er et sprog der kan noget helt særligt med følelser.
”Boulder” af Eva Baltasar
Skibskokken Eva forelsker sig og følger kærligheden til Island, men forholdet tager en drejning da hendes partner vil have et barn og Eva befinder sig pludselig på tilskuerbænken til det liv hun drømte om – og i et stort dilemma.
Uh, den er god!
Anne Cecilie anbefaler
”Bristefærdig” af Cecilie Lind
Cecilie Linds seneste roman er mindst lige så udfordrende og dyster som hendes forrige ”Pigedyr” - og mindst lige så god. Det er en fortælling om moderskab, om længsel, om sorg, om at elske det monstrøse og om komplekse karakterer.
“Witchcraft for wayward girls” af Grady Hendrix
En mørk, mystisk og følelsesmæssig rutsjebanetur af en roman – og sikke en slutning!
I Wellwood House i Florida bor ugifte og gravide unge kvinder og piger. De er blevet sendt dertil af deres familier, så de kan føde deres babyer, bortadoptere dem, for blot at vende hjem og glemme det hele. Men det er ikke ligetil, og de finder langsomt deres egen måde at kæmpe imod den uretfærdige behandling på.
“Team Vildmark” af Mette Vedsø & Sofie Louise Dam
En udforskning af barndommens konflikter i en dybtfølende og smukt illustreret tegneserie. Bosse forsøger at lære at navigere i vennegrupper, i mobning og i de voksnes manglende forståelse. Lyspunkterne er legen i naturen, hvor fantasien får frit løb.
God til børn i alderen 10-14 år, hvor deres voksne med fordel også kan læse med.