Mette og Ole anbefaler til sommerlæsningen
Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her når vi hver uge i ferien anbefaler vores egne favoritter til sommeren.
Af Anne Cecilie Holk Pedersen
Mette anbefaler
"Je m’appelle Agneta” af Emma Hamberg
Børnene er flyttet hjemmefra og kommunikerer kun med Agneta når de mangler penge. Agnetas mand har kastet sig over en ekstrem sund livsstil, iført lycra og en meget asketisk kostpolitik. Derfor tilbringer Agneta ledige stunder i kælderen med at spise ost, og drikke rødvin i smug. Agneta er træt af at gøre som alle andre forventer af hende, og impulsivt siger hun sit job op, og rejser til Provence for at være au-pair, tror hun...
”I en dråbe” af Sissel-Jo Gazan
”I en dråbe” er første bind i en ny trilogi med Mia Jinju Thiel-Jensen som hovedperson.
Mia har superhukommelse og ”eidetistisk hyperthymesi” (evnen til at genkende personer man kun har mødt perifært).
I denne bog følger vi Mia fra hun er barn i 1984 til 2001, hvor hun er blevet politibetjent. Sissel Jo-Gazans bruger i denne bog sin uddannelse som biolog som et meget vellykket omdrejningspunkt for bogens mordgåder. Det er en spændingsroman, og den er så spændende, at jeg ikke kunne slippe den igen. Læs den!
”Noget tabt i mørket” af Jens Christian Grøndahl
Romanen følger Lisa, 56 år og partner i et advokatfirma. Hun har lidt for meget gang i karrieren, og ønsker at skifte livsbane. Kan hun finde ud af det så sent i livet? Og hvad er der sket med kærligheden i de år, hvor hun var optaget af noget andet?
Ole anbefaler
”Folk som sår i sne” af Tina Harnesk
En roman fra det nordlige Norge om Mariddja, der er døende af cancer, men som er ganske ukuelig, og hendes mand, Biera, der er dement. Samernes historie og kultur er hele tiden i baggrunden sammen med mødet med den ”moderne” verden.
”Alva i mørket” af Aksel Studsgarth
Efter at Alva og Mini ved et uheld har sluppet en Svartedal-heks fri, starter et roadtrip op gennem Sverige med de brutale "Håndværkere" lige i hælene. En blodig, mørk og spændende historie.
”Meschugge” af Benni Bødker
En virkelig godt og flot fortalt graphic novel om en række mord i den fattige og kriminelle underverden i København i startet af 1900-tallet. Hovedpersonen er Frk. Nathansen, der blandt andet i kraft af sin arbejde som politisekretær, bliver en del af opklaringsarbejdet.