Benjamin og Torben anbefaler til sommerlæsningen
Hvad læser bibliotekarerne egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her, når vi hver uge i ferien anbefaler vores egne favoritter til sommeren.
Af Anne Cecilie Holk Dehon
Benjamin anbefaler:
”Kærlighed” af Anders Agger og Mingo
Anders Agger og Mingo's Samling af kærlighedshistorier fra hele Danmark er rørende og magisk.
”Om udregning af rumfang volume 1” af Solvej Balle
I denne bogserie sker det abstrakte og umulige at tiden går i stykker, men det bliver imponerende sanseligt, konkret og relaterbart, når vi følger Tara Selter skabe en hverdag i sin egen tid.
“Hvordan bliver vi digital dannede?” af Camilla Mehlsen og Vincent F. Hendricks
En kort og vigtig bog der tydeliggør, hvorfor det er vigtigt at taget stilling til det, man møder på internettet.
Torben anbefaler:
”Et godt plot” af Jean Hanff Korelitz
Forfatteren Jakes kreative åre er løbet tør. Så da en ven beskriver en fremragende handlings-ide og senere dør uden at realisere den, beslutter han at stjæle ideen. Det skulle han nok ikke have gjort, for nogen ved det tilsyneladende.
"Project Hail Mary” af Andy Weir
I en, ikke fjern, fremtid sendes en selvmordsekspedition afsted for at opklare, hvad der får nærliggende stjerner til at dø i utide. Da de når frem, er kun Ryland Grace i live, og han har hukommelsestab. Han er uforberedt på det meste, også mødet med en fuldstændig fremmed livsform.
"Grønlandseksperimentet” af Nauja Lynge
En spændingsroman med reel historisk baggrund, nemlig ”spiralsagen”, hvor grønlandske kvinder uvidende fik opsat spiraler i livmoderen. Sus drager til Danmark for at hjælpe med at opklare mordet på mosteren Pani, der også var blevet fjernet fra Grønland som barn.