Alle

Patrick og Inge anbefaler til sommerlæsningen

Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her når vi hver uge i ferien anbefaler vores egne favoritter til sommeren.

Af Anne Cecilie Holk Pedersen

Patrick anbefaler

”Håb: et forsvar for fremtiden” af Kristian Leth 

I bogen punkterer han mange af tidens dommedagsprofetier og mediernes fokus på katastrofer og konflikter. Leth maner til håb, som kalder på handling og engagement i verden - i modsætning til apati og fortvivlelse, der virker paralyserende. 

Så hvis du savner gode historier, et håb for bedre tider og et blik for alt det, som faktisk går godt i verden - så er Kristian Leth din ven! 

”Af måneskin gror der ingenting” af Torborg Nedreaas

I løbet af en mørk nat fortæller en kvinde sin rystende livshistorie. Og den bliver mesterligt skildret af Torborg Nedreaas, der i disse år bliver (gen)opdaget som en af de store oversete norske forfattere fra det 20. århundrede. Bogen er ualmindelig i sin form og tager læseren med ind i Norges armod i tiden før olien dukkede op. Historien er smuk og dyster på samme tid.

”Fru Marta Oulie” af Sigrid Undset

”Jeg har været min mand utro”. Det er den allerførste linje i den nobelprisvindende forfatter, Sigrid Undsets debutroman fra 1907. I løbet af den korte roman får vi Martas fortælling om det moralske forfald, der fører frem til utroskaben. Det er en intens fortælling om liv og død og om at finde sin plads i verden. 

Inge anbefaler

"Vi tager ikke afsked” af Han Kang

Forfatteren Gyeongha rejser til Jeju for at passe veninden Inseons fugl, mens veninden kommer sig på et hospital i Seoul efter en arbejdsulykke. Da Gyeongha ankommer til øen begynder et voldsomt snevejr og i takt med at vejen frem til det afsidesliggende hus bliver mere og mere umulig sløres linjerne mellem drøm og virkelighed. Sneen og drømmen ligger sig som en dyne, men under det alt sammen venter også et opgør med Inseons familiehistorie, som er tæt forbundet med et voldeligt kapitel af koreansk historie.

”Vi tager ikke afsked” er på én og samme tid en smuk, drømmende roman og et barsk blik ind i menneskelig ondskab og vigtigheden af at holde fast i historien. 

”Stormlight Archive” af Brandon Sanderson

I januar udkom ”Wind and Truth”, der afslutter første halvdel af Brandon Sandersons magnum opus ”The Stormlight Archives”. Står du og mangler et litterært ormehul uden lige, ja så er der godt nyt, for alle fem bind er nemlig tilgængelige på eReolen Global. 

Start med ”The Way of Kings” (som også er oversat og kan lånes på biblioteket i den danske udgave ”En Konges vej”), hvor du introduceres til Roshar, en verden med en så lang historie bag sig, at meget fortaber sig i forglemmelsens tåge. Her præsenteres læseren for et stort persongalleri med Kaladin, Dalinar og Shallan i spidsen – tre vidt forskellige personer, der alle drages mod The Shattered Plains, hvor en krig udspiller sig og som snart bliver omdrejningspunktet for genopstandelsen af de mystiske ordener af The Knights Radiant, der forrådte menneskeheden og gav afkald på deres kræfter og deres ansvar for tusinder af år siden. 

Lad dig ikke skræmme af sideantallet (eller spillelængden på de fantastiske lydbøger)! Her er en fantasyverden, der sluger dig med hud og hår, og når du kommer ud på den anden side, vil du kun begræde, at der er lang tid til serien fortsætter med anden halvdel. 

”Ned fra himlen” af Liv Duvå

Maria har fået nok og har forladt sin kæreste, sin datters far og sit hjem. Med sin lille datter får hun logi hos sin moster, Janne, der driver en rideskole i Brøndby Strand for socialt udsatte børn. Nær ved bor Marias mor, Vibeke, der elsker sit hjem i toppen af et højhus. Nu viser det sig bare, at højhusene indeholder giftige stoffer og skal rives ned. 

Men det er ikke kun i højhusene giften siver ud. Mellem romanens hovedpersoner sniger den sig ind som frygt for et offentligt system, der er uigennemskueligt (og nogen gange uretfærdigt), eller som komplicerede forbindelser mellem mor og datter, søstre og partnere.