Tid til korte romaner

Det’ sørme, det’ sandt december. En måned, hvor det er notorisk svært at finde tid til at læse. Der er julefrokoster, adventshygge, gaveindkøb og juleforberedelser, der trænger sig på. Heldigvis findes der en masse korte romaner, der kan klemmes ind som små terapeutiske åndehuller i en ellers presset julemåned. Her får du fifs til nogle korte romaner, som kan kaste lys over vinteren. Også for dig, der ikke fejrer jul!

Af Patrick Blåbjerg Thomsen

Den slags små ting er blevet en ny juleklassiker! New York Times kårede i år det 21. århundredes bedste bøger. Og her var Claire Keegans lille perle Den slags små ting på plads nummer 41. Den kan læses på kort tid, men man glemmer den ikke igen. 

Forrige års nobelprisvinder er kendt for sine korte bøger, der rummer store dybder. Andvake er første bog i trilogien af samme navn.

Hvad gør trusler ved et menneskes psyke? Mente I det? starter midt i en bytur, hvor en uforståelig chikane rettes mod vores jeg-fortæller. En lille bog, der sætter et stort aftryk. 

En anden nobelprisvinder – Annie Ernaux – er netop udkommet med en ny bog: Jeg er stadig i mørket. Bogen kredser om moderens demens og med sædvanlig ømhed skildres livets modgange i Ernauxs korte roman. 

Der er kommet endnu et stjerneskud fra den norske graphic novel/tegneserie-himmel! Amalie glæder sig til at flytte sammen med veninden Vilja. Men den nye hverdag på studiet og i lejligheden bliver slet ikke, som hun havde forestillet sig. 

En fin historie om venskab, ensomhed og om at være ung og under uddannelse i et moderne samfund. Står som en ungdomsbog, men kan (og bør) læses af alle aldre. 

Trænger du til en tidløs klassiker, der blandt andet handler om liv, død, sygdom, kontroversiel kærlighed? ”Kan man virkelig behandle så store temaer på så få sider?”, fristes man til at spørge. Ja er svaret. Hvis man er Thomas Mann. Bogen hedder Døden i Venedig! 

Når flæskestegen, medisteren, anden, gåsen og/eller frikadellerne sendes rundt til julefrokosten, er det måske passende at tænke på, hvordan dyrene, vi spiser, er kommet til verden - og ikke mindst hvordan de er kommet herfra. 

Mathilda Walter Clark kommer flot forbi den danske dyreproduktion, og stiller flere gode spørgsmål undervejs i bogen Hvordan man laver dyr. "Danmark er det mest dyretætte land i verden, men hvor er alle dyrene henne?" er et af dem. 

Ærligt spil er en fin samling af historier om kunstnerparret Jonna og Mari, der lever for sig selv. Vi følger parrets hverdag, hvor kunst og menneskelige relationer driver historien frem, som små skvulp på en elv. 

”Et skrig”, står der på forsiden af Tina Franks bog Jeg er hende. Og det er en rammende genrebetegnelse. Bogen dirrer af indestængt vrede og frustration, over den vold, som mange kvinder oplever i verden. Det er scener, refleksioner og… ja skrig der retter sig mod en verden, hvor døtrene arver mødrenes vilkår.