Anita og Susanne anbefaler til sommerlæsningen

Hvad læser bibliotekarerne egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her, når vi hver uge i ferien anbefaler vores egne favoritter til sommeren.

Af Anne Cecilie Holk Dehon

Anita anbefaler:

”Journaling (skriv, skab og bliv glad!)” af Puk Hyllested

Kunne du godt tænke dig at fange fede ferieoplevelser – eller bare utrolig gode sommerminder? Så skal du altså i gang med at lave din helt egen rejse - eller sommerdagbog. Men hvordan kommer man lige i gang med at lave sådan en? Det hjælper denne bog dig med. Den indeholder alt fra guide og inspiration – også hvorfor det er vigtigt at skabe noget med hænderne, samt det at fange små minder i en dagbog.

”Valhalla – jætter og guder” af Kenneth Bøgh Andersen

Jeg var kæmpe fan af Valhalla tegneserien, da jeg var barn. Gennem hele sommerferie, kunne jeg bruge timer på at (gen)læse Valhalla. Derfor er det både nostalgisk og hyggeligt at læse Kenneth Bøgh Andersens genudgivelse i bogform af tegneserien.

"I hjertet af Ådala" af Åsa Liabäck 

Efter at være blevet single, køber Anna det fineste lille kolonihavehus i foreningen Ådala. Men hurtigt opdager hun at kolonihaveforeningen er fyldt med excentriske personer. F.eks. Ragnar, som holder vågent øje med alt eller foreningens selvudnævnte politibetjent, Rigmor. Vi kender vist alle typerne. Så mens blomster og grønsager gror, både i bogen og i virkelighedens sommerhaver, så skal denne bog simpelthen læses. Kan du ikke få nok af Ådala – så kan jeg informere om at der er flere bøger i serien. 

Susanne anbefaler:

Serien om Ruth Galloway af Elly Griffiths

Elly Griffiths' populære krimiserie om arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway er en stor succes. Serien blander arkæologi, uhygge og stærke personlige relationer i det stemningsfulde Norfolk. Det anbefales kraftigt at starte med den første bog, ”Pigen under jorden”, for at få det fulde udbytte af persongalleriet.

”Hulebjørnens klan” af Jean M. Auel

Bogen blander fængslende fiktion med dybdegående research af istiden for ca. 25.000 år siden. Det er en varm anbefaling, hvis du elsker stærke kvindelige hovedpersoner, kultursammenstød og medrivende overlevelseshistorier.

Serien om Ronald Benito af Inger Gammelgaard Madsen

Fremragende krimiserie om politikommissær Rolando Benito og journalist Anne Larsen. Handlingen i bøgerne har rod i Aarhus-området og er velskrevet, aktuel og spændende.