Men vi venter på: Finalen fra Solvej Balle

Den 19. november udkommer syvende og afsluttende bind i Solvej Balles mageløse serie "Om udregning af rumfang". Reserver bogen her!

Af Anne Cecilie Holk Dehon

Prisvindende litteratur

Solvej Balle modtog i 2022 Nordisk Råds Litteraturpris for de tre første romaner i serien. I foråret 2025 var hun desuden nomineret til den Internationale Booker Pris, hvilket gjorde hendes navn endnu mere bredt kendt på den internationale litteraturscene. Oversættelser af serien findes allerede på blandt andet engelsk, finsk, fransk og tysk - og er desuden på vej i mere end 20 lande, så endnu flere læsere kan følge Tara Selters forsøg på at slippe ud af den 18. november.

Nu er hun aktuel med septologiens sidste bind, som traditionen tro hedder "Om udregning af rumfang VII". Den endelige udgivelsesdato er den 19. november, en dato som læsere af bøgerne vil vide rummer nogen betydning. Det er nemlig dagen efter den dato, som romanseriens hovedperson Tara Selter er fanget i. Gennem de forrige seks bind har læsere kunne følge Tara Selter og hendes forsøg på at bryde ud af novemberdagen - om det lykkes her til syvende og sidst, finder vi snart ud af.

Har du endnu ikke fået læst de forgående bind, så er finalens udgivelse en god anledning til at give sig i kast. Du finder dem alle her. 

Har du lyst til noget, der minder lidt om?

Solvej Balle har formået at skabe et særdeles unikt univers med sin Rumfangsserie, så det er ikke let at finde noget, der magen til. Vi har derfor samlet nogle finurlige og tidstwistende bøger, hvor tid og rum ikke opfører sig som forventet.