Læs med de kendte: Emma Corrin

Emma Corrin spiller den romantiske heltinde Elizabeth Bennet i den kommende miniserie baseret på "Stolthed & Fordom". Vi dykker ned i deres bogreol, hvor der er et par danske overraskelser!

Af Anne Cecilie Holk Dehon

It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife.

Sådan starter en af de mest elskede romaner i engelsk litteratur: Jane Austens "Stolthed og Fordom". Siden udgivelsen i 1813 har bogen været elsket, og siden da er der blevet lavet stribevis adaptioner - bøger, teater, film, serier og nu kommer der endnu en version.

Senere dette efterår får Netflix' nye miniserie "Pride & Prejudice" præmiere med Emma Corrin i hovedrollen som Elizabeth Bennet.

Emma Corrin

Den engelske skuespiller, der har begået sig både på scenen og på det store lærred, er særlig kendt for deres portrættering af Lady Diana i tv-serien "The Crown". Derudover har de spillet med i flere romantiske dramaer baseret på bøger, som "My Policeman" og "Lady Chatterlys Elsker".

Udover at være en talentfuld skuespiller er de en stor læser. I interview har de delt, hvordan de altid har læst meget og er blevet opfordret til at læse som barn af deres forældre. 

I dag læser Emma Corrin stadig meget og har en særlig interesse for dansk litteratur. I et interview med Vogue i foråret delte de blandt andet, at de var ved at læse Solvej Balles septologi "Om udregningen af rumfang". I anden sammenhæng har de delt begejstring for Tove Ditlevsens Københavnertrilogi.

Udover et par danske forfattere er Emma Corrins læseliste lang og mangfoldig og indeholder litteratur fra mange steder i verden.

En interessant detalje om den nye "Pride & Prejudice" er, at serien er skrevet og instrueret af forfatteren Dolly Alderton, hvis bøger man selvfølgelig også kan låne på biblioteket!

Kilder

Icon Description

Der findes flere personer og sider, der har dedikeret enorme mængder af tid til at finde ud af hvad, de kendte læser. Blandt dem er f.eks. @simulac.room & @celebbookrecs på Instagram, samt Jack Edwards med sin profil på både Instagram og Youtube.