Jacob og Irene anbefaler til sommerlæsningen
Hvad læser bibliotekarerne egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her, når vi hver uge i ferien anbefaler vores egne favoritter til sommeren.
Af Anne Cecilie Holk Dehon
Jacob anbefaler:
"22 baner" af Caroline Wahl
Den tyske forfatter Caroline Wahl brager ind på den litterære scene med en debutroman af format. Vi følger Tilda, som vokser op med en psykisk syg og alkoholiseret mor. Tilda skal tage ansvar for hjemmet og sine studier, men især hendes lillesøster.
"Klanen" af Pascal Engman
Mansour-klanen har et forstadsområde i Stockholm i et jerngreb, hvor narkohandel og vold er en del af dagligdagen. I bogen følger man en række personer med tilknytning til området, og deres historier bliver vævet sammen til en afsindig spændende pageturner.
"Breve om det rette liv" af Lucius Annaeus Seneca
Bogen er en indføring i stoicismen skrevet som 124 breve fra Seneca til vennen Lucilius. Brevene er en praktisk guide til at udvikle modstandskraft, visdom og indre ro.
Irene anbefaler:
“Drenge græder ikke” af Carl-Christian Okking
17-årige Alexander er rigtig god til at spille fodbold. Så god, at han bliver udtaget til at spille for EfB og bo på sportscollege i Esbjerg. Men tonen er hård blandt spillerne, og snart begynder han at tvivle på, om det er det hele værd.
“Afdelingen for magisk tænkning - og det utrolige potentiale i middelmådighed” af Morten Mûnster
Denne bog argumenterer for, hvorfor det er bedst at være middelmådig. Hvordan og hvorfor vi opnår større mental trivsel ved at være det, og hvilket potentiale, der findes i "det middelmådige" – altså de faste, kedelige og gentagelige hverdagsrutiner.
"Kunsten at spejle et æg” af Kim Andrea Brofeldt
Det her er den bedste bog, jeg har læst i år. Det er en varm og rørende, socialrealistisk roman om familieværdier, identitet og venskab.