Alle

Rikke og Maria anbefaler sommerlæsning

Hvad læser bibliotekarerne egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her, når vi hver uge i ferien anbefaler vores egne favoritter til sommeren.

Af Anne Cecilie Holk Dehon

Rikke anbefaler:

”Der er et sted i helvede” af Kristina Aamand 

Der er meget langt til feel-good her - til gengæld får læseren alt det grumme og ubehagelig lige i hovedet. Og det til trods vil jeg anbefale den - den er godt og virkelighedsnært fortalt. 

”Først når jeg siger til” af Katrine Marie Guldager 

Signe trives bedst alene - lige indtil hun ikke gør længere. Og hun forstår det ikke helt. Hun forsøger at slippe af med følelsen, hun forsøger at sige nej til Jørgen, som manden hedder - men det er som, hun ikke længere kan gå tilbage til at være sig selv. Oven i det hele, dør en nyfødt baby på hendes vagt - og intet er bare ligetil længere. 

”22 baner” af Caroline Wahl 

En meget fin og rørende fortælling om en ung kvinde, der lever i et balancefelt mellem at være ung, studere og have et ønske om at rejse udenlands, og det at være en ansvarlig voksen for sin yngre søster i et hjem, hvor moderen både drikker og er psykisk syg.

Maria anbefaler:

”Et rige af torne og roser” af Sarah J. Maas 

 Jeg anbefaler, at du læser ”Et rige af torne og roser”-serien først, så ”Throne of glass”-serien og til sidst ”Crescent City”-serien.

Hvis du starter 1. juni og læser 78 sider hver dag, så er du fuldt opdateret til udgivelsen af den 6. bog i ”Et rige af torne og roser” serien som udkommer i oktober. 

Pst! Del 7 kommer i jan 2027. Jeg glæder mig!

"Paddock Rideakademi – drømmen om en pony” af J. P. Rose 

En vildt god hestebog, der handler om George som står overfor en masse nye ting i sit liv: at få sin første pony, skoleskift, få nye veninder, klasseforskelle og oven i alt det er der tyve på spil. 

”Øen – Manden i fyrtårnet” af Kasper Hoff 

Denne bog er virkelig spændende. Den handler om Silas og Mathilde der gerne vil finde deres far. Sporet leder dem ud på en ø, men menneskerne der bor på øen, er lidt underlige. Snart finder Silas og Mathilde ud af, at de måske aldrig skulle være kommet...