Forfatterstafet: Sara Stridsberg
Forfatterstafetten er dybdegående interviews om nogle af tidens rigtig gode bøger fra spændende forfattere. Denne gang er stafetten nået til Sara Stridsberg, der er aktuel med romanen "Farvel til Panic Beach".
Af Inge Hvingelby Wittorff Olesen
Med forfatterens egne ord
I romanen ”Farvel til Panic Beach” undersøger den prisbelønnede svenske forfatter Sara Stridsberg via fiktionen traumerne i sin egen vilde og svære familiehistorie - med alkohol, selvmord og svigt i flere generationer. For hende er skriften livsnødvendig og den måde, hvorpå hun bearbejder sit liv på.
"Jeg kan ikke forestille mig at skulle klare livet uden at skrive. For mig er det en måde at håndtere omstændighederne ved livet og verden på. En måde at tænke på, ganske enkelt. Jeg kan ikke tænke uden at skrive."
Se hele interviewet med Sara Stridsberg:
Meget mere om Sara Stridsberg
Fra Forfatterwebs portræt af forfatteren:
Sara Stridsberg fik sit internationale gennembrud med romanen ”Drømmefakultetet” i 2007, for hvilken hun modtog Nordisk Råds litteraturpris. Stridsbergs skrivestil har en drømmende karakter, hvor minder, nutid, fakta og fiktion blandes, for til sammen at skabe en collage over levet liv. Som en rød tråd igennem hendes forfatterskab står en række stærke kvinder, næsten altid med kaotiske og udsvævende mænd omkring sig. Romanerne udspiller sig ofte i grænselandet mellem det gale og det geniale.