Voksne

Benjamin Koppel får De Gyldne Laurbær

De Gyldne Laurbær er en af de fornemste anerkendelser, en forfatter kan få i Danmark.

Af Inge Hvingelby Wittorff Olesen

Med den prisvindende og anmelderroste debut, "Annas sang", kunne Benjamin Koppel i 2022 føje skønlitterær forfatter til et allerede imponerende cv som musiker. Nu får han intet mindre end De Gyldne Laurbær for fortsættelsen, "Sommerfuglens stemme".

Det er boghandlernes optalte stemmer, der traditionen tro afgør hvem der skal have æren, og knap halvdelen gik i år til romanen om den jødiske Koppelman-familie fortalt gennem Ruth og hendes barnebarn Alexander: En stærk fortælling om nedarvede traumer og musikken som en livline i alt det tragiske.

Med i opløbet var også Morten Pape med "Nøglebarn", Anne Lise Marstrand-Jørgensen med "Ræveår" og Linea Maja Ernst med debutromanen "Kun til navlen".

Om De Gyldne Laurbær

Siden 1949 er De Gyldne Laurbær gået til en lang række af de forfattere, der stadig læses og huskes i dag, og anerkendelsen er på den måde en god indikator for hvilke forfatterskaber, der skriver sig ind i den nationale kanon. Fra Martin A. Hansen, Karen Blixen, Tove Ditlevsen, Tom Kristensen og Inger Christensen, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og Dea Trier Mørch.

Benjamin Koppel overraskes af priskomité, venner, kolleger og et pressekorps i sit musikstudie den 6. februar, mens selve laurbærkransningen finder sted ved en fejring i marts eller april.

Tillykke til Benjamin Koppel! 

Læs mere om Benjamin Koppel

Fra Forfatterwebs portræt af forfatteren:

Med en debut, der har medført anerkendende nik hos anmelderne og modtaget Læsernes Bogpris, kan Benjamin Koppel føje skønlitterær forfatter til et allerede imponerende cv som musiker.

”Annas sang” fra 2022 er en medrivende historie om en jødisk københavnerfamilie og dens dramatiske skæbne. Først og fremmest er det historien om Anna Koppelman. En historie om at blive bundet til et voksenliv fuld af afmagt og lidelse, hvor der ikke er plads til ungdommens drømme om musik, kunst og kærlighed. Men det er også en historie om ukuelighed, om at ungdommens kærlighed, musik og drømme trods alt aldrig kan slukkes. I 2024 kom fortsættelsen "Sommerfuglens stemme", en fortælling om den jødiske Koppelman-familie fortalt gennem Ruth og hendes barnebarn Alexander. Det er en fortælling om nedarvede traumer og musikken som en livline i al det tragiske.