Hobro-stenen

THURIR RISTHI STIN THAASI AUFTI KARL HIN KUTHAA FÆLAKA SIN HARTA A KUTHAAN TRÆK 

Sådan har der siden omkring år 1000 stået på den runesten, vi i dag kender som Hobro-stenen. Runestenen er en af de tidligste tekster fra Hobro-egnen, så det er ganske passende, at Hobro-stenen i dag står nær indgangen til Hobro Bibliotek.

Hobro-stenens tekst skal læses fra nederste venstre hjørne og rundt langs den bort, som teksten er placeret i. I oversættelse lyder teksten:

THORE REJSTE DENNE STEN EFTER SIN FÆLLE KARL DEN GODE, EN MEGET GOD DRENG.

 Historien bag den 1.000 år gamle Hobro-tekst

Som de fleste af Danmarks ca. 300 runetekster fortæller Hobro-stenen i ganske korte vendinger om hvem, der har rejst stenen, hvem den er rejst til minde om, og hvorfor vedkommende har fortjent en sten. På Hobro-stenen kan vi læse, at Thore har rejst stenen for at ære sin gode ven Karl.

Men hvem var Thore og Karl? Her begynder et detektivarbejde, som kommer omkring hædersbegreber, runeskrift og rejser mellem de nordiske lande i Vikingetiden. Middelalderens kirkebyggeri, renæssancens videbegærlighed og nationalromantiske strømninger i 1800-tallet kan fortælle om, hvordan Hobro-stenen er endt i gangen mellem St. Torv og Nordvestvej i nutidens Hobro.

Hvor stammer Hobro-stenen fra?

Hobro-stenen er hugget i finkornet, rød granit, som sandsynligvis er kommet ned nord fra og endt på en mark uden for det nuværende Hobro under den sidste istid, som sluttede ca. 15.000 år siden. På et tidspunkt mellem år 970 og 1120, altså samtidig med, at ringborgen Fyrkat var i sin storhed som en del af Harald Blåtands befæstning af sit rige, blev stenen smukt slebet og poleret på skriftsiden og de runer, vi stadig kan læse den dag i dag, blev hugget ind.

Runesten – en udbredt skik i år 800-1100

Hobro-stenen er blot én af Vikingetidens mange runesten i det nordlige Jylland. I det hele taget er området fra Limfjorden og ned mod Viborg, Randers og Norddjurs den del af Danmark, hvor der er fundet flest runesten. I Himmerland alene er der ifølge Nationalmuseet fundet 19. Hobro-stenen er altså en del af en udbredt skik, som opstod i 800-tallet, og som havde sin storhedstid i perioden ca. 900 til 1100.

Hobro-stenens videnskabelige navn er Hobro-stenen 2. Omkring år 1629 blev en anden sten fra Hobro-kanten nemlig beskrevet, og den omtales i Nationalmuseets registrant som Hobro-stenen 1. Ifølge registranten er denne sten bortkommet ved en brand i byen.

Hvad var stenens funktion?

De tidligste runesten blev sat til ære for storbønder, høvdinger og kongeslægter. Fra den sene Vikingetid kendes også sten, som blev rejst af håndværkere til ære for deres mester og af hustruer og sønner til ære for familiens overhoved.

Runestenen er med andre ord mindesten. De blev rejst for til evig tid at erindre om en betydningsfuld persons bedrifter og gode egenskaber. Samtidig udødeliggør de den person, som bestilte og rejste stenen.

Det ser man af teksternes helt særlige systematik. Først nævnes den, som har rejst stenen, derefter vedkommende, som stenen er rejst over, og til sidst fortælles, hvorfor han eller hun fortjener at blive hædret med en sten.

Vikingesamfundet hyldede egenskaber som mod, æresfølelse, trofasthed, gavmildhed og gæstfrihed. På runestenene fremhæves de egenskaber både om dem, der mindes efter at være døde i kamp, og dem, der mindes som civilpersoner.

På Hobro-stenen kan vi læse, at Thore satte sin sten over sin ´fælle´, som betyder en ven, men som også kan betyde det, vi i dag kalder en kollega. Når Thore beskriver Karl både som god og som en god dreng, kan der være tale om flere betydninger af ordet god. Karl den gode kan dække over, at Karl var en god ven eller af fornem byrd, og en god dreng kan betyde, at Karl var dygtig til det arbejde, han udførte, idet ordet dreng i flere tilfælde bruges om en ung mand og derfor ikke nødvendigvis hentyder til et barn. Thore har med andre ord ønsket at ære Karl både privat og arbejdsmæssigt, og Hobro-stenen er  derfor også et godt eksempel på runestenenes traditionelle funktion.

Hvad mere fortæller Hobro-stenen?

Man mener, at Thore og Karl var fra Sverige. Navnet Karl ses ikke på andre danske runesten, mens det ofte optræder på svenske sten. Teorien underbygges af, at der i Ås Kirke, Västergötland i Vestsverige er indmuret en sten med nøjagtig samme ordlyd som Hobro-stenen, dog med svensk stavemåde og svenske varianter af runealfabetet.

Man tror derfor, at Thore og Karl var på rejse eller togt i Danmark, da Karl døde. Rejser mellem de skandinaviske lande var ret almindelige i både freds- og krigstid. Man ved, at nogle vikinger rejste ofte. Derudover var hirdmænd fra forskellige skandinaviske områder også sommetider en del af de samme hære. Det ville på den tid derfor også være ret almindeligt, at svenske vikinger satte runesten for hinanden i Danmark.

Thore rejste traditionen tro en sten for sin ven på eller nær dødsstedet, og han rejste en tilsvarende sten, da han kom hjem til Ås i Sverige. Denne teori bliver underbygger af runerne.

Hobro-stenens runer

Der kendes to runealfabeter i Skandinavien. Det ældste stammer fra det 2. århundrede og har 24 tegn. Det yngste stammer fra det 8. århundrede og har kun 16 tegn, idet det yngste runealfabet blev ”økonomiseret” i forhold til det ældste. Tegn blev lagt sammen, og nogle tegn kom til at dække over flere bogstavlyde. Runestenen i Skandinavien er skrevet med det yngste runealfabet, futhark, opkaldt efter runealfabetets første tegn, f-u-þ-a-r-k.

Et eksempel på en sådan sammenlægning af tegn ses i illustrationen nedenfor. Tegnet bruges to steder i runeteksten på Hobro-stenen: Det afslutter navnet Thorir, hvor det svarer til det latinske alfabets ’r’, sådan som det kendes fra andre danske runesten. Tegnet bruges imidlertid også i både ’fælaka’ og ’træk’, hvor det svarer til bogstavet ’æ’.

Denne brug af ses ikke andre steder i Danmark, men kendes fra runesten fra netop Västergötland. Om Thore har givet et skriftligt forlæg til runemesteren, eller denne var fortrolig med de svenske varianter af runerne, kan man ikke sige noget om med sikkerhed.

Ser man på tekstens layout, afviger det også delvist fra den danske tradition. Runemesteren har placeret teksten på en måde, som kaldes konturordning, hvilket vil sige som en bort rundt langs det udhuggede og glattede tekstfelts yderkanter. Konturordningen er ganske almindelig og kendes primært fra runestene i Jylland og Skåne. Det vandrette tekstbånd, som afslutter teksten, er til gengæld meget sjældent. Det findes kun på én anden sten, Glenstrup-stenen 1, som oprindelig stod på en høj lige syd for Glenstrup Kirke få km syd for Hobro.

Glenstrup-stenens tekst lyder i oversættelse:

Thore rejste denne sten efter Gunnar, sin far.

Altså Thore igen. Samme navn og samme særlige måde at ordne runerne på kan næsten kun betyde, at det er den samme Thore, der har bestilt stenen ved Glenstrup Kirke, og at de to sten er rejst på nogenlunde samme tid.

Ved at nærstudere runerne på Glenstrup- og Hobro-stenene kan man dog se, at de ikke er udformet helt ens. Forskellene kan skyldes, at Thore har opsøgt to forskellige runemestre, eller måske har de to stens forskellige kvalitet haft betydning for udformningen af runerne.

Tilbage står en række spørgsmål, hvis svar man kun kan gisne om:

• Var både Thore, hans far Gunnar og vennen Karl mon svenske soldater?
• Var de alle tre med i en vikingehær, som udkæmpede et slag på markerne omkring Fyrkat, og som kun Thore overlevede?
• Var Karl så god en ven og/eller så god en kriger, at han skulle æres i både Danmark og Sverige?
• Blev der mon rejst en tilsvarende sten for Gunnar i Ås?

Det er spørgsmål, som vi nok aldrig får svar på. Noget af det særligt fascinerende med runesten og vikingetiden er måske netop også, at meget overlades til fantasien.

Stenens vandring fra Gudenmor til St. Torv

Der kan altså ikke sige meget konkret om de personer, der omtales på Hobro-stenen. Til gengæld kan man gennem kilder følge stenens 600 år lange vandring fra sin oprindelige placering over byens kirker til passagen mellem Nordvestvej og St. Torv. 

Runetegneren Jon Skonvig

Hobro-stenen blev første gang beskrevet i år 1627 af præsten og runetegneren Jon Skonvig. Han rejste i årene 1626-29 Danmark rundt for at registrere og optegne alle kendte runesten for oldtidsforskeren Ole Worm. Han udgav i år 1643 de indsamlede oplysninger i bogen Danicorum Monumentorum, Danske monumenter.

Skonvig nævner i sin tekst, at stenen var blevet fundet ved Hobro Kirke i år 1623. Der er dog grund til at tro, at stenen blev genfundet, hvilket også fremgår af en lidt senere kilde. Kartografen Johannes Mejer kortlagde i årene 1654-55 Jylland og udgav i år 1654 optegnelsen Liber Monumentorum Danicorum, Bogen over danske monumenter. Heri skrev han om Hobro-stenen, at den mentes at stamme fra ”… Gudenmor i Marken, hvor i forrige tider en slagtning (et slag) skal være skeed…”

Stedsbetegnelsen 'Gudenmor' kan man ikke finde på nutidens kort, men første del af ordet betyder muligvis det samme som i Gudenåen, altså gudernes å. ’Mor’ bruges i dag som betegnelse for næringsfattig, sur tørvejord. På tidlig nordtysk betød mor et hedelandskab, og det er i den betydning, man også kender det fra den engelske betegnelse for hede eller mose, ’moor’. Fandt slaget mon sted i et særligt landskab, der var viet til guderne? ’Mark’ betyder på oldnordisk grænse eller kant, så noget tyder på, at Gudenmor lå i udkanten af eller uden for det område, som i Vikingetiden blev styret fra Fyrkat. Mejer kunne samtidig fortælle, at en greve, som var faldet i slaget, var begravet under stenen. Karl var med andre ord en fornem mand.

Runestenen og Hobro Kirke

De tidligste, faktuelle oplysninger om stenens placeringer knytter sig til Hobros kirkehistorie. Middelalderens første kirker blev typisk anlagt på eksisterende helligsteder, hvor den kristne kirke som led i sin konsolidering ønskede at slette alle spor af vikingernes hedenske tro. Runesten fundet ude i terrænet ligger af samme grund ofte med tekstsiden nedad. De er blevet væltet i den tidlige middelalder, hvor kirkens folk ved at vende teksterne nedad forsøgte at skjule og nedkæmpe den hedenske magt, som vikingerne havde nedlagt i stenene.

Op gennem kirkebyggertiden i 12- og 1300-tallet blev det ganske almindeligt, at runestene blev genbrugt som byggemateriale eller trappesten for også derigennem at afvæbne deres hedenske magt. Derudover var runestenene jo allerede var gravet ud af undergrunden og derfor et lettilgængeligt byggemateriale. Der er altså grund til at tro, at der har været nogle praktiske overvejelser i forbindelse med genbrug af runestenene.

I år 1654 skriver Andreas Mejer, at Hobro-stenen allerede i år 1368 blev flyttet fra sin oprindelige plads på Gudenmor Mark til den første Hobro Kirke, som da var under opførelse. Stenen forblev dog ubrugt, skriver Mejer, og da han besøgte Hobro i år 1654, lå stenen i en posemagers gård op mod kirkevolden.

I årene 1756-76 rejste kobberstikker og geolog Søren Abildgaard rundt i Danmark og Norge for at aftegne mindesmærker, gravstene, håndskrifter og segl. Han tegnede Hobro-stenen i år 1766. Af hans optegnelse kan man se, at stenen var blevet flyttet i løbet af de godt 100 år, der var gået, siden Mejer besøgte Hobro.

Abildgaard skriver, at stenen 

… staaer i det Sydlige Kirkegaards Steengiærde omtrent midt for Kirken i Hobroe. Den stod temmelig dybt i Jorden, og meget af Skrifte var skiult af Jord og store Steen, som ieg maatte lade opkaste og afvælte. Steenen, som var bleg brunrød eller Kiødfarvet, syntes at være en Porphyr eller en haard og fiinkørnig Granit, paa den Side, hvor Rune-Skriften stod, var den ganske jevn og plan, samt fiin afsleben og poleret.

Placeringen i kirkegærdet må alt andet lige anses for mere respektfuld end på posemagerens gårdsplads.

Fra kirken til biblioteket

Da M.G. Bindesbølls nye, historicistiske kirke blev indviet i 1852, blev Hobro-stenen opstillet inde i kirken helt i tråd med tidens interesse for Danmarks fortid. I første halvdel af 1800-tallet, som også kaldes for Guldalderen, voksede nationalromantiske kræfter sig stærke, og oldtidens nationale arvegods blev genstand for både videnskabelige og kunstneriske bearbejdelser og fortolkninger.

Derfor ser man, at runestenen flere steder opstilles i eller ved kirker, hvor de dels får betydning som påmindelser om, at kristendommen besejrede oldtidens hedenske tro, dels atter opfattes som mindesmærker i lighed med, da de oprindeligt blev rejst.

Sådanne tanker har sandsynligvis også ligget bag placeringen af Hobro-stenen inde i kirken. Senere blev den dog flyttet ud på en plads ved våbenhuset og senere igen blev den indlemmet i Hobro Museums samling. Herfra blev Hobro-stenen i 1925 overført til sin nuværende placering i byens dengang nybyggede bibliotek, tegnet af den lokale arkitekt Morten Skøt. Her fører runestenen en lidt hengemt tilværelse, mens nutidens Hobro-borgere smutter forbi på vej ind på biblioteket eller ud i byen.

Hobro-stenen i dag

Vikingerne er populære som aldrig før. Store tv-serier, computerspil og fantasy-litteratur trækker på myterne omkring de vilde krigere, som rejste til fjerne steder som Grønland, Amerika og Asien, erobrede det halve England og spredte sine gener over det meste af Europa.

Vikingetiden er udforsket, beskrevet og formidlet gennem århundreder, som kilderne ovenfor også viser. Alligevel synes der uden for fagmiljøet at være en udpræget fakta-resistens i forhold til lige netop denne epoke i Danmarkshistorien. Vikingetiden er stadig en uudtømmelig kilde til nye, populærvidenskabelige teorier og populærkulturelle myter og fiktive fortællinger om dengang, Skandinavien – læs Danmark – var en supermagt.

Måske kunne Thore, Karl og Gunnar blive stjerner i en ny bog- eller TV-serie om det grusomme slag, der måske fandt sted på Hobro-kanten for 1.000 år siden og kostede både Karl og Gunnar livet?

Vil du vide mere?

Der er masser af viden at finde om både runesten og vikingetiden, du kan f.eks. læse mere her: