Voksne

Mens vi venter på Sandøs rose

Sandøs rose er Annemaris fortælling; den unge kvinde fra Martin A. Hansens klassiker Løgneren, der er vokset op på øen, men længes mod større udsyn end øen kan give. Her får du en anbefaling af den nye, populære roman og værker der på den ene eller anden måde lægger sig op ad den - så er der noget at kaste sig over mens vi venter på at køen bliver mindre.

Af Sonja Larsen

Lykke anbefaler: Sandøs rose af Jesper Wung Sung

Mage til dejlig bog skal man lede længe efter. Jesper Wung Sung giver Anne-Mari fra Martin A. Hansens roman ”Løgneren” en stemme og lader historien udspille sig fra hendes synsvinkel. Det er modigt gjort.  Det kunne have været helligbrøde - men det er efter min mening blevet en lille perle.

Som i Løgneren foregår handlingen på den lille ø Sandø, hvor alle kender hinanden.

Annemari er den temperamentsfulde, begavede og smukke kvinde som Johannes fra Løgneren forelsker sig i.

Lærer Johannes, som kommer udefra, får øboerne til at se sig selv i et nyt lys og får ting til at ske uden at nogen lægger mærke til at der bliver trukket i trådene. Bortset fra Annemari, hun ser og bemærker det og er draget af ham.

Trekantsdrama

Hun er dog splittet mellem 3 mænd. Den smukke men fåmælte Oluf, som er født og opvokset på øen og med hvem hun får et barn med. Oluf og hendes forhold er dog problematisk da Oluf styres af en streng og hård mor, som ikke kan lide Annmari. 

Ingeniøren Harry fra fastlandet, som er snakkende og livlig og som kan få hende væk fra øen og kan tilbyde hende et nyt og spændende liv med rejser ud i verden.

Lærer Johannes, som opfordrer hende til at læse videre og som forstår og ser hende. Han er umådelig sød, spøgefuld, klog og pædagogisk men også veg, tilbageholdende og ubeslutsom.

Som i Løgneren handler bogen om at finde hjem og finde sit ståsted i livet. Om at høre hjemme i sin egen tilværelse og måske finde mening med livet.

Flere stemmer fra klassikere

Annemari fra Løgneren får sin egen stemme i Jesper Wung Sungs Sandøs Rose, og det er ikke første gang at vi får lov at høre en historie fra en anden vinkel. Der er romanen Den anden Bennet søster hvor Jane Hadlow digter videre på hvordan det gik den midterste af de fem søstre fra Jane Austens klassiker Stolthed og fordom. Fra samme klassiker har vi "Huset Longbourn af Jo Baker giver læsernes en spændende og rørende fortælling om livet for foden af trappen i Mr. og Mrs. Bennets husholdning.


I bogen Solitaire af Alice Oseman er det Charlie Springs storesøster Tori som er hovedpersonen. Charlie er hovedpersonen i den populære Heartstopper-serie (graphic novel).


I romanen Bæst læner forfatteren Ane Riel sig bevidst op ad John Steinbecks klassiker Mus og Mænd med tydelige paralleller mellem hovedpersonerne. Til sidst har vi Sandra Newmans Julia, der fortæller historien om Julia en af karaktererne fra George Orwells fremtidsklassiker 1984.