"Jeg er ikke færdig med dig"

Mød Glenn Bech, når han besøger biblioteket og fortæller om sin seneste roman.

Af Anne Cecilie Holk Pedersen

Glenn Bech er atter aktuel med en ny bog; denne gang med en hæsblæsende roman, der i en meget ligefrem stil tager læseren med ind i en mønsterbryders jagt efter lykke.

Patrick anbefaler: "Jeg er ikke færdig med dig"

Romanens hovedperson, Lasse, har kæmpet sig op fra bunden. Fra en opvækst i den uglamourøse jyske arbejderklasse har han taget turen til København og taget en universitetsuddannelse som psykolog. Som læser møder vi ham i sin karrieres zenit, hvor han er en anerkendt kendispsykolog, som ofte medvirker i TV, og som har sin egen psykologpraksis centralt i København. 

Herfra følger romanen flere interessante spor. 

Ét af dem handler om Lasses liv som psykolog for eliten i København. Lasses egne forældre havde ikke overskud til at tage sig af hans bekymringer og behov, og nu skal han håndtere den rige elites forkælede børn, der græder i stolen, fordi deres forældre ikke forstår deres kunstige problemer. Hvordan skal han tage det alvorligt? Der opstår nogle (tragi)komiske situationer, når Lasse splittes mellem sin faglige tilgang og sin personlige tankeverden i mødet med problemer i socialklasse et. 

Et andet spor handler om Lasses private kærlighedsliv. Efter mange år i tryg tosomhed med sin partner Emil, beslutter de sig for at åbne deres forhold, så de kan have sex med andre. Det kaster Lasse ud i nogle sexeventyr, der ikke altid ender godt. Han er som besat af at have sex med flere partnere end sin kæreste, og det driver ham efterhånden ud i nogle stadigt mere bizarre situationer. 

Et tredje spor handler om fortiden, der bliver ved med at hjemsøge ham. For selvom han nu er et andet sted i livet, end han var som barn og ung, er båndet til familien der stadig. Hvad gør han, når broderen står i lort til halsen, og mor ringer for at få ham til at gribe ind? Hvad har han af moralske forpligtelser over for det ophav, han har kæmpet for at gøre sig fri af? 

Romanen byder på en masse fine dialoger, scener og beskrivelser af livet i flere af samfundets lag. Den laver et tværsnit gennem den danske demografi og suger læseren ind i et liv, der forsøger at balancere alle de normer, der gennemsyrer forskellige sociale klasser. Den er velskrevet, veloplagt og ikke sjældent humoristisk. 

Det er en roman, der behandler mange af de samme temaer, som Glenn Bechs anmelderroste bog, "JEG ANERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET" (2022), der ganske givet kommer til at stå tilbage som et hovedværk i 2020’ernes litterære periode. "Jeg er ikke færdig med dig" (2025), står som en flot efterfølger, der i en klassisk romanform, følger op på Bechs tematiske forkærlighed for mønsterbryderens plads i verden, og den fortsatte kamp, som han/hun nok aldrig kan slippe ud af.