Voksne

True crime & "Dem vi stolede på"

Er du vild med true crime og gode krimier? Så læs med her, for bibliotekaren har fundet gode true crime fortællinger frem.

Af Anne Cecilie Holk Dehon

Bøger, film og podcast baseret på virkelige hændelser er populære. Disse fortællinger er faktabaserede og kaldes for true crime, men det gør dem ikke mindre gruopvækkende - tværtimod. En sådan fortælling er "Dem vi stolede på", og måske er du en af dem, der allerede står i kø til bogen, ellers kan du skrive dig op her.

Elina om "Dem vi stolede på"

Bogen fortæller historien om Maria From Jakobsen, som i 2020 blev dræbt af sin mand sognepræst Thomas Gotthard. Igennem samtaler med Marias familie og venner får vi fortællingen om Marias liv, begivenhedsforløbet op til og efter mordet, og en indlevende fremstilling af hvilke konsekvenser, det har haft, for Marias nærmeste. Kampen, Marias forældre må tage op med kommunen i forhold til at få den rette hjælp og støtte til børnene, ramte mig dybt. En tankevækkende fortælling.

True crime 

Den populære podcast "Mørkeland" taler ugentligt om ældre kriminalsager - både danske og internationale. Derudover anbefaler de ugentligt tv-serier, andre podcasts og ikke mindst bøger. De har blandt andet anbefalet "Dem vi stolede på", og herunder finder du flere af deres seneste anbefalinger, som du kan udfylde ventetiden med.