Anne Cecilie og kunsten at spejle et æg
Det er snart forår og april, og så ved du godt, hvad der står på programmet, ikke? Ordkraft! Også kendt som: Din mulighed for at deltage i et nordjysk litteraturbrag uden lige. I år kan du tilmed opleve Anne Cecilie fra Mariagerfjord Bibliotekerne i samtale med forfatter Kim Andrea Brofeldt.
Af Inge Hvingelby Wittorff Olesen
"Jeg glæder mig blandt andet til at tale med Kim Andrea Brofeldt om, hvordan hun holder styr på hvem, der ved hvad i hendes bøger", lyder det fra Anne Cecilie når man spørger, hvad hun glæder sig mest til at spørge forfatteren om, som hun til Ordkraft 2026 skal interviewe.
Mere om Anne Cecilie
Anne Cecilie Holk Dehon er født i 1996, cand.mag. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet i 2021 og siden marts 2022 har hun haft sin daglige gang som bibliotekar hos Mariagerfjord Bibliotekerne.
"I ”Kunsten at spejle et æg” bliver to tidslinjer nemlig langsomt flettet sammen og flere af karakterne har hemmeligheder, og det er vildt engagerende at læse", fortsætter Anne Cecilie. "Men jeg kunne forestille mig, at det ikke er helt ligetil, når man skriver."
Kim Andrea Brofeldt er en humoristisk, rørende og hjertevarm stemme i dansk litteratur. Hendes debutroman ”Afslutninger” er sanselig og billedrig med drys af magisk realisme over sig, bog nummer to, ”Kunsten at spejle et æg”, mere socialrealistisk. Én ting har de dog til fælles og lige det, glæder Anne Cecilie sig også til at høre forfatteren nærmere om:
"Jeg synes altid, det er spændende at høre om skriveprocessen, og glæder mig til at høre mere om hvordan, hun skriver karakterer, som man føler, man kender."
Mere om Kim Andrea Brofeldt
Kim Andrea Brofeldt blev født i juni 1975 på Østerbro. Familien boede på Frederiksberg frem til hendes forældre blev skilt, da hun var ti. Derefter boede hun på skift hos sin mor i Rødovre og sin far i Brønshøj.
Efter uddannelsen til pædagog arbejdede hun i over 20 år skiftevis på fritidshjem, specialskoler, behandlingsskoler, som børnehaveklasseleder og billedkunstlærer, og hun tog også enkelte lærer-linjefag. Undervejs fik hun fire døtre, der er relativt tæt på hinanden i alder. Alligevel fandt hun tid til at skrive ved siden af. Bl.a. en ungdomsbog, der ikke blev spændende nok og endte i skuffen. Hun lærte af sine fejl og gik anderledes struktureret til værks med plottet, da hun skrev sin debutroman ”Afslutninger” (2023). Den er bl.a. inspireret af de år, hun arbejdede med unge mennesker med særlige behov og blev bevidst om, hvor påvirkede vi er af vores opvækst.
I 2021 fik forfatteren, som 46 årig en blodprop i hjernen og måtte ændre på sit arbejdsliv: ”Blodproppen har været et kærkomment skub til at gå efter det, jeg i virkeligheden altid har følt mig allermest tilpas i, nemlig ord. Når jeg skriver, kan jeg ikke mærke, at min hjerne fungerer lidt anderledes end før, ord kommer lige så nemt som de altid har gjort.”
Hendes anden roman, ”Kunsten at spejle et æg”, der udkom i 2025, handler om Troels, der får en blodprop i hjernen, og hans oplevelser af sygdommen er baseret på hendes egne erfaringer, har hun fortalt i et interview.
Hvorfor er Kim Andrea Brofeldt så spændende en forfatter?
Brofeldt har en helt særlig evne til at skrive karakterer, som man kommer til at holde af. De er komplekse, fejlbarlige og kærlige. Hun formår at balancere alvor med humor, så man kommer hele følelsesregisteret igennem, når man læser hendes bøger.
"Kunsten at spejle et æg" er en både hjertevarm og hjerteknugende fortælling om Troels, der er blevet ramt af en blodprop. Mens han kæmper med at komme på benene efterfølgende, dukker gamle hemmeligheder op og nye sværges, og det bliver sværere og sværere at for Troels at navigere i.
Ordkraft - en helt særlig stemning
Ordkraft stækker sig over tre dage, tæller over 90 medvirkende og selvom det er litteraturen og ordet, som dagene her drejer sig om, plejer stemningen at give mindelser til sommerens musikfestivaler. Spænding, glæde og hygge. Ren bogkærlighed i det gamle kraftvarmeværk.
"Nogle af de samtaler, jeg ser frem til at overvære, er Johanne Bille og Lasse Dyrholm Jensen, og ellers glæder jeg mig bare til at opleve den særlige stemning, der er på ORDkraft – møderne mellem forfattere, fagfolk og læsere giver altid nogle rigtige gode samtaler", bemærker Anne Cecilie
Du kan opleve Anne Cecilie i samtale med forfatter Kim Andrea Brofeldt fredag den 10. april klokken 11:30 - 12:15 i Sal B i Biffen, Nordkraft.